torsdag den 12. december 2013

Hvad koster en skilsmisse

Hvad koster en skilsmisse? Dette spørgsmål møder jeg, desværre, flere gange om året, og lige så let det er at svare på, lige så svært er det også. Der er nemlig en række forskellige parametre man skal tage højde for når man bliver skilt. En ting er selve skilsmissen, en anden er den deling af aktiver og passiver, samt betaling af fx hustrubidrag samt børnepenge. Sidst men ikke mindst er der også en række menneskelige omkostninger, man skal tage højde for. Ud fra min erfaring med økonomi og skilsmisser, vil jeg her give dig et overblik over hvad du kan forvente af omkostninger.




Den juridiske del af skilsmissen
Det er ikke den juridiske del af skilsmissen der koster penge. Selve den juridiske "akt" er ret ukompliceret og koster næsten ingenting, afhængig af hvor meget juridisk bistand man får, i denne forbindelse. Man bliver skilt ved at ansøge om separation, og derefter skilsmisse. Er man enige om ønsket om skilsmisse, skal man være separeret i 6 måneder, før skilsmissen kan bevilges hos statsforvaltningen. Er man ikke enige skal separationen være et år. Der er dog visse undtagelse for dette. Du kan læse mere om hvordan man bliver skilt, ved at klikke her

Hvad koster en skilsmisse
En ansøgning om separation og derefter skilsmisse koster 500 kr. Hertil kan lægges evt. juridisk bistand i forbindelse med dette. Udover denne beskedne omkostning, er der en række ting man skal tage stilling til, som kan medføre omkostninger:

Børn - Er der fælles børn, skal der tages stilling til en række ting. Hvor skal børnene bo og hvem skal have forældremyndigheden. Dette er afgørende for hvem der kan modtage børnefamilieydelse, samt hvem der skal betale børnepenge. Betaling af børnepenge afhænger af antal af børn, samt indkomsten, hos den forældre der skal betale børnepengene.
Ejendom - Ejer I en ejendom sammen, skal der også ske en afklaring af, om en af jer kan overtage ejendommen, eller om den skal sælges. Skal den overtages, skal der, såfremt der er friværdi, betales et beløb til den part der flytte ud, svarende til ca. halvdelen af friværdien, fratrukket omkostninger til udfærdigelse af nyt skøde. Såfremt ejendommen skal sælges, kan det hurtigt blive en omkostning omkring 80.000 kr. - 100.000 kr. Dette dækker bl.a. ejendomsmægler, advokat, omkostninger til ejerskifteforsikring, eventuelle reparationer der skal udføres, inden huset skal sælges osv.
Deling af indbo - Selvom man er relativt enig om deling af indboet, kan man hurtigt miste nogle af sine ting, da man ofte kun vil have en sofa, et spisebord, en seng osv. Derfor skal man ud og erstatte en del af de ting man ikke får med sig, med nye ting, hvilket medfører en omkostning.

Vil du vide præcist hvad en skilsmisse koster, skal du lave et regnestykke på din egen økonomi, i forhold til hvilken formue og gæld I har, samt hvordan du forestiller dig deling af børn skal blive. At lave en tommelfingerregel, er næsten umuligt, da hvert tilfælde, er forskelligt.

Uenigheden koster dyrt
Selvom de ovennævnte ting, kan udgøre en omkostning, er det i de tilfælde hvor parterne er uenige, at de rigtig store omkostninger opstår. Er man ikke enige om hvad der skal ske med aktiverne, børnene og evt. fælles gæld, kan det godt blive en bekostelig affære. Det skyldes at der skal hyres en eller flere advokater, til at hjælpe med at dele tingene lige. Indboet skal værdiansættes, og dette kan være besværligt og bekosteligt. Endvidere vil retssager om hvor børnene skal bo, hvem der har ret til pensioner og formue, samt hvor meget osv.

Det kan derfor være en god ide, at søge hjælp hos din bank, revisor og advokat, samt sætte dig godt ind i regler, tage stilling til et fuldt udkast til hvordan jeres aktiver og passiver skal deles, inden I skal have denne dialog. På den måde kan man bedst muligt snakke sammen, og finde løninger der tilgodeser begge involverede parter.


mandag den 2. december 2013

Kapitalpension til aldersopsparing

Med skattereform 2012, blev kapitalpensionen, som vi længe har kendt den, sendt i graven. Årsagen, er at regeringen ønsker nogle af de mange afgiftskroner udbetalt, og til gengæld gives der en rabat på afgiften. Man har med et nyt produkt kaldet aldersopsparing, gjort det muligt, at konverterer kapitalpension til aldersopsparing, og opnå nogle fordele. Men som med så mange andre ting, er der også faldgruber.




Hvad er aldersopsparing
En aldersopsparing minder meget om kapitalpension, men dog også med en del ændringer.

Opsparingen på en aldersopsparing, kommer ud som en stor sum, når man vælger at få den udbetalt. Der kan dog godt foretages deludbetalinger, såfremt at opsparingen er stor nok.
Indbetalinger på en aldersopsparing giver ikke fradrag i skatten, som man gjorde ved indskud på en kapitalpension. Til gengæld, skal man ikke betale afgift af pengene når den skal udbetales. Dvs. at det der står på kontoen, er det der udbetales. Der kan i 2013 indskydes 27.600 kr. på en aldersopsparing.

Hvorfor ændre kapitalpension til aldersopsparing
Regeringen vedtog i 2012 en skattereform, der åbnede op for denne mulighed. For at folk skal vælge at ændre deres pensionsopsparing, og allerede betale afgiften af kapitalpensionerne nu, er der givet en afgiftsbesparelse på 2,7 %. Dvs. at man kun skal betale 37,3 % i afgift, hvis man i 2013 eller 2014 ændrer sin kapitalpension til en aldersopsparing, eller udbetaler kepitalpensionen i de nævnte år. Afgiften vil efter 2014 være på 40 %, som er den "normale" afgift på kapitalpensioner.
Det betyder altså en skattefri afgiftsbesparelse på 2.700 kr. pr. 100.000 kr. der står på kapitalpension, hvilket kan blive et betragteligt beløb. For lang størstedelen af danskere med kapitalpensioner, på mere en 25.000 kr. vil der være en fordel at konverterer.

Mindre at lave afkast af
Jeg hører ofte folk sige, at de jo ikke har afgiftsbeløbet, at lave afkast med, og det derfor må være bedre at beholde pengene på kontoen. Dette er desværre en udbredt misforståelse, og jeg vil forsøge, at forklare på et enkelt sprog, hvorfor.

På en aldersopsparing skal man kun betale skat af afkastet, kaldet PAL skat. Denne skal er 15,3 %. Når man har betalt det, er resten af pengene dine, da der ikke er afgift ved udbetaling af aldersopsparing. På en kapitalpension, skal man også betale PAL skat af afkastet, men derudover skal man også betale 40 % i afgift, når ordningen skal udbetales.
Tager vi derfor udgangspunkt i en kapitalpension på 100.000 kr. hvor der skal tages stilling til om den skal fortsætte som kapitalpension, eller konverteres til aldersopsparing, vil beregningen se sådan ud. Vær her opmærksom på, at saldoen på aldersopsparingen er fratrukket 37,3 % samt et gebyr på 400 kr. Afkastet på ordningerne er sat til 5 %

Kapitalpension:                                 Aldersopsparing:
100.000 x 5 % = 5.000                         62.300 x 5 % = 3.115
5.000 - 15,3 % = 4.235                         3.115 - 15,3 % =  2.638
4.235 - 40 % = 2.541

Heraf kan man konstaterer at forskellen i afkastet er 97 kr. pr. 100.000 kr. opsparet på kapitalpension, hvis afkastet gennemsnitligt er 5 %. Beløbet er ikke stort, men det er faktisk en forskel på 3,67 % Så man få faktisk mere ud af at have ordningen som aldersopsparing.

Hvad skal man være opmærksom på
For det første vil der være en omkostning, til banken eller pensionskassen, for at ændre ordningen. Man skal derfor sætte sig ind i hvad det koster, så man kan vurdere denne omkostning i forhold til besparelsen.
Har du i dag en forsikringsordning på din kapitalpension, fx en dækning ved død, eller tab af erhvervsevne, skal du også være opmærksom på, hvad konsekvensen er for denne forsikring. Den kan nemlig ikke køre videre fra alderspension, og derfor skal den ændres eller opsiges. Tag en snak med din bank eller pensionskasse, for at få overblikket og dette.
For at kunne betale afgiften, skal pengene være der kontant. Har du hele din ordning placeret i depot, med individuelle aktier og obligationer, skal du sælge en del af din beholdning. Der er ikke noget galt med at skulle sælge, jf. beskrivelse i forhold til afkast ovenfor. Men har du mange forskellige investeringsbeviser der skal sælges, kan der være en relativ stor omkostning til dette, som du også skal tage stilling til, i forhold til besparelsen på afgiften.

onsdag den 20. november 2013

Ændringer og udfordringer for en privatøkonomi i år 2014

Det kan ikke være en overraskelse, at år 2013 er ved at være slut, og et nyt år banker på døren. Ofte er det sådan, at et årsskifte, betyder ændringer, reguleringer og nye tiltag der implementeres. Sådan er det også i år 2014, og jeg vil her, give dig et overblik over, hvad du kan forvente i forhold til din økonomi i dette år. På den måde er du godt klædt på, når du skal lægge dit budget, snakke med din bank samt planlægge dine investeringer og forbrug i det næste år.




Banken hæver gebyrerne
I de seneste år, har vi set en ændring i den finansielle sektor. Mange banker har tabt store penge på bl.a. udlån, og flere er enten gået konkurs, eller er fusioneret. Der er nu ved at være ryddet godt op i bankerne. Der er ikke mange flere omkostninger der kan skæres væk, og derfor er bankerne begyndt at se på hvilke indtægter de kan generere. Det vil derfor betyde, at en lang rækker serviceydelser, vil blive pålagt et gebyr. Et godt eksempel er den abonnements ordning, man ser i flere pengeinstitutter, hvor man skal betale, for at kunne være kunde. Transaktioner ved kasserne, såvel ind- som udbetaliger er også blevet pålagt gebyrer, og der vil komme flere til i 2014.

Fokus på udlån og afvikling af gæld
Reguleringer og krav til kapitalbinding, i banker, finansieringsselskaber og realkreditinstitutter, har og vil medføre, at man som privatkunde, vil føle at de bliver sværere eller mere besværligt, at få lov at låne penge. Der skal dokumenteres en sund privatøkonomi, med stabil indtægt og mulighed for afdrag. Afdragsfrihed bliver mindre og mindre udbredt, og du vil oftere blive mødt med at pengene skal betales hurtigere tilbage. Et eksempel her er billån. For få år siden, var det ikke noget problem, at strække et billån, til en helt ny bil, over 10 år, og kun komme med 5-10 % i udbetaling. Nu skal man ikke forvente at et billån kan løbe mere end 6-8 år, og udbetalingen er 20 %. Er udbetalingen mindre end 20 % vil renten på lånet være markant højere, på hele det lånte beløb

Læs også: Sådan sikrer du din privatøkonomi

Dyrere at være boligejer
I 2014 er forventningen også, at det bliver dyrere at være boligejer. Priserne på EL, vand og varme er stigende. Ikke mindst pga. et øget afgiftsniveau. Endvidere kan grundskylden hæves, og forventes at blive det i flere kommuner i Danmark. Har du et lån i et realkreditselskab, vil du pr. 01.01.2014 opleve, hos de fleste realkreditselskaber, at bidraget stiger.

Rentefradraget og kørselsfradraget reduceres
Frem mod 2019 reduceres rentefradraget 1 % pr. år. Dette sker også i 2014. Der er dog kun for renteudgifter for over 50.000 kr. for enlige og samlevere, samt 100.000 for et gift par. Der er dog over 300.000 danskere, der har renteudgifter for mere end 50.000 kr. pr. år. Så det er en del der vil blive ramt af reduktionen i fradraget.
Kørselsfradraget reduceres også i 2014 fra 2,13 kr. pr. km til 2,10 kr. pr. km. fra 25 til 120 km pr. dag. kører man over 120 km. pr. dag, reduceres fradraget fra 1,07 kr. pr. km. til 1,05 kr. pr. km. Dvs. at ændringen ikke er voldsom for dem som ikke kører så meget. Men har man langt til og fra arbejde, kan det godt betyde noget.

Læs også: Spar penge i din daglige økonomi

Revirder dit budget
Ved årsskifte reguleres en masse almindelige udgifter også, fx daginstitution, forsikringer, kontingenter mv. Det er derfor en rigtig god ide at tilrette dit privatbudget og kontrollere din forskudsopgørelse fra skat, så du er sikker på at din økonomi er "indstillet rigtigt" når 2013 bliver til 2014.

mandag den 11. november 2013

Kan man hæve sin pension

Penge opsparet på en pensionsordning, er som regel penge der ikke skal bruges, før man bliver pensionist, som et supplement til folkepension, atp mv. Dog kan man komme i en situation, hvor de penge der står opsparet som pension, kunne være rare at få adgang til, og så er spørgsmålet, om man kan hæve sin pension før tid. Det vil jeg her forsøge at give et indblik i.

Pensionsordninger
Når vi fokuserer på penge der er sparet op til pension, er der i dag 4 typiske ordninger: Aldersopsparing, Kapitalpension, Ratepension og livrente. I forhold til at hæve sin pension før tid, gælder dette indlæg, alene for Aldersopsparing, kapitalpension og ratepension, samt nogle typer af livrenter. Dog skal du være opmærksom på at alle typer livrente ikke er omfattet af denne beskrivelse. Der kan til din pensionsordning, være specielle regler tilknyttet. Derfor skal du altid søge rådgivning hos din bank eller pensionskasser, hvor du har din pensionsopsparing.




Reglerne for pension
Pengene sparet op på en pensionsordning, kan med undtagelse af visse ordninger, hæves før tid. Før tid, er det i pensionskontrakten nævnte pensionstidspunkt, som kan varierer i forhold til din alder, og hvornår ordningen er oprettet. På ordninger i bank er pengene placeret på en konto eller i et tilhørende depot, såfremt ordningen er investeret. Proceduren ved at hæve sin pension i forhold til udbetaling af pengene, er derfor relativ nem. Når vi snakker pensionskasser og forsikringsselskaber, skal man være opmærksom på, at opsparingen, fungerer som en forsikring. For at man kan hæve sin pension her, skal det være muligt at lave et tilbagekøb.

For at man kan få lov at få udbetalt pensionen, før man når til det fastsatte udbetalingstidspunkt, skal man betale en afgift til skat. Denne afgift er 60 % for kapitalpension, ratepension og livrente. For aldersopsparing udgør strafafgiften 20 %. Er pensionen placeret i en pensionskasse eller hos et forsikringsselskab, kan et tilbagekøb, ligeledes være forbundet med et gebyr, som ofte er noget højere, end hvad det koster at få førtidsudbetalt pengene fra en pension i din bank.

Læs også: Hvad er PAL skat

Overvej dine muligheder
Selvom det i de fleste tilfælde vil være muligt at få udbetalt pengene, kan det hurtigt koste rigtig mange penge her og nu. Endvidere har du ikke pengene til din 3. alder, og skal nok revurdere dine forventninger til din økonomiske formåen på dette tidspunkt.

Pr. 100.000 kr, du hæver er omkostningen ml. 20.000 kr. og 25.000 kr. blot i straf afgift. Hertil kommer gebyr for håndtering af udbetalingen, og evt. handelsomkostninger, hvis der skal sælges værdipapirer. Beløbet er ikke fradragsberettiget, og du kan ikke fortryde ophævelsen af pensionsordningen. Skal du derfor kun bruge pengene du får ud midlertidigt, bør du undersøge om du kan låne dem, enten i en bank eller hos familie, eller om du på nogen måde kan udskyde din betaling. Jeg vil anbefale dig at afsøge alle muligheder, da det er en meget dyr løsning, at hæve pensionsmidlerne i utide.

Automatisk ophævelse
Får du en kritisk sygdom, eller mister du din arbejdsevne og bliver tilkendt førtidspension, vil du i de fleste tilfælde, kunne få dine pensionsmidler udbetalt, til den "normale" skat, som man ellers ville have betalt, når man var berettiget til udbetalingen. Spørg i din bank eller pensionsselskab, hvilke regler der gælder for dig.

mandag den 4. november 2013

Hvor meget skal man spare op til pension

Pension kan være kompliceret. Der er mange forskellige måder at spare op til pension, og en masse skattetekniske regler man skal sætte sig ind i. Et spørgsmål jeg ofte møder er "Hvor meget skal man spare op til pension" Årsagen til dette er, at det kan næsten alle forholde sig til, og spørgsmålet er faktisk ret relevant. Desværre er svaret ikke bare et tal, da vi alle er forskellige, og har forskellige ønsker til vores pensionstilværelse. Jeg vil her hjælpe dig til at komme frem til hvor meget man skal spare op til pension, ved at gennemgå nogle af de ting man skal have på plads, før man kan komme frem til et bestemt beløb.




Hvad vil du gerne når du skal på pension
Når man skal finde ud af, hvor meget man skal have sparet op til pensionstilværelsen, er det godt at spørge sig selv, hvad ens planer og drømme er. Vil du gerne rejse rundt i hele verden, spille golf, købe den Mercedes du altid har drømt om, købe en båd eller sommehus osv. Man har en masse tid, og hvordan skal den bruges. Mange drømme koster penge, og det kan være en god øvelse, at sætte sig ned, og lave et overslag over hvad de forskellige ting koster, og over hvor lang en periode man forventer at man skal bruge penge på at udleve disse drømme.

Dagligdagen som pensionist
Udover at udleve en masse drømme, er der også en dagligdag der skal fungerer. Her tænker jeg på at der skal mad på bordet hver dag, de faste udgifter skal betales, og man skal fylde tiden med fritidsaktiviteter, familie mv. For at finde ud af hvad der skal være til rådighed i dagligdagen, kan man sammenligne økonomien som pensionist, med den daglige økonomi du har i dag. Vil du leve på samme måde, billigere eller endda dyrere?

I denne proces er det vigtig også at tage stilling til ens udgifter til bolig, fagforening/a-kasse, transport mv. Langt de fleste vil opleve at de faste udgifter er færre som pensionist, da man har nedbragt den samlede gæld i bolig, bil mv. Endvidere skal man ikke længere transporterer sig til arbejde hver dag, ikke længere betale til A-Kasse og fagforening, og nogle ting bliver endda billigere, fordi man får pensionistrabat.

Læs også: Spar penge i din daglige økonomi

Brug din bank eller pensionsselskab
For at få et overblik over din nuværende pensionsopsparing, samt et overblik over hvad det bliver til, når du går på pension, kan jeg anbefale at du snakker med din bank eller pensionsselskab. Her kan du få hjælp til at lave en indkomsttrappe, som den du ser på billedet. Det kan hjælpe dig til at forstå, hvilken ændring der kommer i din indtægt ved pensionering, samt hvad den fremtidige indkomst vil bestå af. En illustration som denne, er ofte nemmere at forhold sig til, i forhold til en opstilling af en masse tal.

Viser denne oversigt, at du bør spare mere op, skal du også være forberedt på at lave en prioritering, mellem din nuværende økonomi og din fremtidige økonomi. Kan du undværer noget nu, for at få en bedre situation som pensionist. Her vil en professionel rådgiver, også hjælpe dig med at se de muligheder der er i din økonomi.

Pensionsinfo
Hvis du selv vil gå på opdagelse i dine pensionsforhold, kan du benytte www.pensionsinfo.dk  hvor du kan få overblik over alle dine pensionsordninger og forsikringer der dækker ved død og tab af erhvervsevne. Det er en rigtig god hjemmeside, hvor man kan få rigtig mange gode informationer. Der kan dog være pensionsselskaber og banker der ikke indberetter, og derfor kan du ikke gå ud fra at det overblik du får, er 100 % retvisende.

tirsdag den 22. oktober 2013

Udbetaling af ratepension

Efter kapitalpensionen efter skattereform 2012 blev nedlagt, har mange af os vendt os mod ratepension. Dette skyldes at der stadig er mulighed for at få fradrag for indbetalinger foretaget på en ratepension, samt at det er et gennemskueligt pensionsprodukt. Men ved du hvordan udbetaling af ratepension foregår, og hvad reglerne er i forhold til raterne, udbetalingslængde, placering af pengene samt skat ved udbetaling. Hvis ikke, så læs videre her, hvor jeg vil give dig overblikket over disse ting.




Udbetalinger i rater
En ratepension udbetales i rater over 10 - 25 år. Du skal ikke starte udbetalingen med det samme du bliver folkepensionist, men senest når du har været folkepensionist i 15 år, skal udbetalingen starte, og her kan du kun vælge udbetaling over 10 år, da sidste rate skal være udbetalt 25 år efter at pensionsudbetalingsalderen er nået. Raterne udbetales i 12 månedlige rater, over den valgte periode.
Størrelserne på raterne, beregnes hvert år, ud fra hvad der er tilbage på ratepensionen, og kan derfor ændre sig. Årsagen hertil er at der kan tilskrives et afkast, eller fratrækkes et tab, hvis ordningen er investeret.

Skat af udbetalinger fra ratepension
Udbetalingerne fra en ratepension, beskattes som indkomstskat. Det betyder at du enten betaler bundskat eller topskat af pengene, afhængig af, hvor stor din samlede indtægt er. Det kan derfor anbefales at raterne udbetales over en periode, ser sikrer dig at du ikke kommer til at betale topskat af udbetalingen. På den måde får du mest mulig ud af pensionsopsparingen.
Det beløb der står på pensionsordningen, vil i løbet af årene genererer et afkast, da det kun er 1/10 af ordningen der udbetales hver år. Afkastet beskattes med PAL skat, der automatisk afregnes af banken eller pensionsselskabet.

Placering af ratepension under udbetaling
En ratepension under udbetaling, kan placeres som kontant indestående, placeret i puljer eller i depot. Dvs. at den kan placeres præcis som før den udbetales. Jeg vil dog anbefale at man vælger en investering med lav risiko, for at sikrer summen bedst muligt, da man jo kan risikerer at tabe en del af ordningen, såfremt aktie- og/eller obligationsmarkedet er negativt over en periode.

mandag den 23. september 2013

Bilfinansiering uden udbetaling

Når man køber en ny bil, er det de færreste der kan betale hele, eller noget af bilen selv. Man skal derfor optage et billån, enten hos forhandleren eller i banken, til brug for betaling. Det er dog sådan at man kun kan belåne 80 % af bilens købspris, og det betyder, at man skal finde de sidste 20 % selv. Enten ved at tage af opsparing, eller at låne pengene som forbrugslån. Det er dog muligt at lave en bilfinansiering uden udbetaling. Der er fordele og ulemper ved denne måde at finansierer den nye bil på. Læs mere herunder.



Renten på bilfinansiering uden udbetaling
Et lån der gives til køb af bil, hvor der ikke skal lægges en udbetaling, er oftest dyrere, end hvis man har udbetalingen. Årsagen hertil er, at finansieringsselskabet eller banken, påtager sig en yderligere risiko ved finansieringen, da værdien af bilen, i de første 3-6 år, vil være under lånets hovedstol. Det betyder at långiver kan risikerer at tabe penge, såfremt låntageren ikke længere kan overholde sin forpligtelse i forhold til at betale rente og afdrag på bilen. Tabet kommer af, at værdien af bilen, er mindre end det lån der er givet, og det giver en negativ difference.
Forskellen er typisk mellem 3 og 5 % hvilket derfor kan blive til en del penge, over lånets løbetid. Pr. 100.000 kr. man skylder, er det en ekstraudgift på 3.000 - 5.000 kr. pr. år. brutto.

Læs også: Hvad koster et billån

Mindre udvalg af biler og finansiering
Hvis man ønsker at låne hele beløbet til køb af bilen, bliver udvalget af biler mindre, og det samme med mulige finansieringsløsninger. Langt de fleste banker, låner ikke ud til biler, uden udbetaling, så denne finansieringskilde har man udelukket sig fra. Endvidere er der flere finansieringsselskaber, der heller ikke tilbyder dette, og da bilforhandlerne, skal bruge et finansieringsselskab til at udbyde lån, er nogle forhandlere afskåret fra denne mulighed. Endvider vil de fortrinsvis, være små og mellemstore biler, der er mulighed for at finansierer 100 %. Det skyldes at den udbetaling der skal medfinansieres, bliver større jo dyrere bilen er, fx:

100.000 kr. x 20 %  =  20.000 kr.
400.000 kr. x 20 %  =  80.000 kr.

Dvs. at risikoen er større jo dyrere bilen er.

Del finansieringen op
En løsning, til at få en bilfinansiering uden udbetaling, er at dele finansieringen op i to lån. Det ene lån, er et alm. billån på 80 % af købsprisen. De resterende 20 % låner man som et forbrugslån. Denne løsning er nemmest og billigst i banken, da et forbrugslån er langt billigere i en bank, end hos et finansieringsselskab, som fx ekspress bank eller ikano finans. På denne måde får du de første 80 % til en rente på 4-6 % og de sidste 20 % til en rente på 10-12 % I stedet for at skulle betale 8-10 % for hele lånet.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...