Penge opsparet på en pensionsordning, er som regel penge der ikke skal bruges, før man bliver pensionist, som et supplement til folkepension, atp mv. Dog kan man komme i en situation, hvor de penge der står opsparet som pension, kunne være rare at få adgang til, og så er spørgsmålet, om man kan hæve sin pension før tid. Det vil jeg her forsøge at give et indblik i.Pensionsordninger
Når vi fokuserer på penge der er sparet op til pension, er der i dag 4 typiske ordninger: Aldersopsparing, Kapitalpension, Ratepension og livrente. I forhold til at hæve sin pension før tid, gælder dette indlæg, alene for Aldersopsparing, kapitalpension og ratepension, samt nogle typer af livrenter. Dog skal du være opmærksom på at alle typer livrente ikke er omfattet af denne beskrivelse. Der kan til din pensionsordning, være specielle regler tilknyttet. Derfor skal du altid søge rådgivning hos din bank eller pensionskasser, hvor du har din pensionsopsparing.
Reglerne for pension
Pengene sparet op på en pensionsordning, kan med undtagelse af visse ordninger, hæves før tid. Før tid, er det i pensionskontrakten nævnte pensionstidspunkt, som kan varierer i forhold til din alder, og hvornår ordningen er oprettet. På ordninger i bank er pengene placeret på en konto eller i et tilhørende depot, såfremt ordningen er investeret. Proceduren ved at hæve sin pension i forhold til udbetaling af pengene, er derfor relativ nem. Når vi snakker pensionskasser og forsikringsselskaber, skal man være opmærksom på, at opsparingen, fungerer som en forsikring. For at man kan hæve sin pension her, skal det være muligt at lave et tilbagekøb.
For at man kan få lov at få udbetalt pensionen, før man når til det fastsatte udbetalingstidspunkt, skal man betale en afgift til skat. Denne afgift er 60 % for kapitalpension, ratepension og livrente. For aldersopsparing udgør strafafgiften 20 %. Er pensionen placeret i en pensionskasse eller hos et forsikringsselskab, kan et tilbagekøb, ligeledes være forbundet med et gebyr, som ofte er noget højere, end hvad det koster at få førtidsudbetalt pengene fra en pension i din bank.
Læs også: Hvad er PAL skat
Overvej dine muligheder
Selvom det i de fleste tilfælde vil være muligt at få udbetalt pengene, kan det hurtigt koste rigtig mange penge her og nu. Endvidere har du ikke pengene til din 3. alder, og skal nok revurdere dine forventninger til din økonomiske formåen på dette tidspunkt.
Pr. 100.000 kr, du hæver er omkostningen ml. 20.000 kr. og 25.000 kr. blot i straf afgift. Hertil kommer gebyr for håndtering af udbetalingen, og evt. handelsomkostninger, hvis der skal sælges værdipapirer. Beløbet er ikke fradragsberettiget, og du kan ikke fortryde ophævelsen af pensionsordningen. Skal du derfor kun bruge pengene du får ud midlertidigt, bør du undersøge om du kan låne dem, enten i en bank eller hos familie, eller om du på nogen måde kan udskyde din betaling. Jeg vil anbefale dig at afsøge alle muligheder, da det er en meget dyr løsning, at hæve pensionsmidlerne i utide.
Automatisk ophævelse
Får du en kritisk sygdom, eller mister du din arbejdsevne og bliver tilkendt førtidspension, vil du i de fleste tilfælde, kunne få dine pensionsmidler udbetalt, til den "normale" skat, som man ellers ville have betalt, når man var berettiget til udbetalingen. Spørg i din bank eller pensionsselskab, hvilke regler der gælder for dig.
